Madurai

Efter templet besluttede vi os saa for, at Thanjavur simpelthen var en gennemfoert lorteby, og at vi naegtede at tilbringe laengere tid der, end hoejst noedvaendigt. Derfor sagde vi paent nej tak til kaotisk offentlig transport og hyrede en privat taxa der kunne koere os den 1 1/2 times koersel til den naeste by, Tiruchirappalli (eller det mere mundrette: Trichy).Prisen var uhoert dyr, ca. 10 gange saa meget som offentlig transport (~150 kr.)

Vi ankom saa til Trichy med det naive haab om en stille og rolig by, hvor der fandtes spoejse ting som vestlig morgenmad og dejlig nattesoevn. Men noej hvor blev vi skuffede. Trichy var en tro kopi af Thanjavur, bare 3 gange saa stor, med 3 gange saa meget larm...

Dette var naesten ikke til at baere for vores stakkels udkoerte kroppe og vores slatne moral. Humoeret var noget naer nulpunktet, og vi saa bestemt ikke frem til endnu en lang, soevnloes nat.

Naeste dag vaagnede vi op, stadig traette og startede den lange og deprimerende soegen efter spiselig morgenmad. Vi havde ellers udset os en fin restuarant dagen foer hvor de skrev at de serverede omelet. Det viste sig desvaerre at det var bestemt ikke noget de gjorde sig i - det var jo en vegatarisk restaurant. Vi var begge totalt uvidende om at vegetariske restauranter naturligvis ikke serverede aeg. Det ville jo vaere dybt maerkeligt!

Yderligt nedslaaede maatte vi saa istedet tage til takke med en ananas og to appelsiner......

Efter vores totale morgenmads fiasko, fandt vi os selv (endnu engang) i lidt af et tidspres, da vi var noedt til at forlade vores hotel, da de (selvfoelgelig) ikke havde nogen ledige vaerelser den naeste dag.

Og nu springer vi saa direkte til det hidtillige hoejdepunkt i vores snart to uger i Indien.

Paa hotellet moedte vi en vaeldig flink indisk mand, der var paa forretningsrejse/romantisk ferie med sin kone. Han tilboed os at koere os de 4 km fra vores hotel til togstationen for at finde et hotel der laa taettere paa denne, da vi alligevel havde en togbillet til den foelgende morgen (klokken usandsynligt tidligt). Det viste sig dog hurtigt at vaere laettere sagt end gjort. Februar er nemlig den store bryllupsmaaned i Indien, saa alle hoteller (selv de lusede og klamme) var totalt bookede. 

Efter tre-fire forfejlede forsoeg tilboed den usandsynligt flinke mand, Karthik, og hans kone Christina (som var den eneste vi tiltalte med fornavn thi "Karthik" er paent svaert at huske for os stakkels europaere) os saa et lift til Madurai - kvit og frit!!!

Vi blev selvfoelgelig utroligt glade, men ogsaa lidt akavede, fordi det var saa maegtigt paent en ting at goere at man let bliver lidt forfjamsket. Isaer naar de fyrer den kendte indiske talemaade af: "det er jo min pligt at hjaelpe folk, isaer i mit land. Desuden ved at at folk ville goere det samme for mig i deres land"...........................................

Naa, men den lidt over to timers koeretur til Madurai forloeb fuldstaendig smertefrit; det blev snakket og hygget og spist en meget autentisk indisk frokost ved en hovedvejs"restaurant".

Og saaledes slutter fortaellingen om hvordan vi kom fra Pondicherry til Madurai.

Madurai er sydens sjæleligt hovedstad, som efter sigende besad sydens flotteste tempel. Efter vores oplevelse i Thanjavur havde vi store forventninger!

Thanjavur

Thanjavur blev vores første styrtdyk ud i ægte Sydindisk byliv. Domineret af tung trafik buldrede byen derudaf med 110 i timen - med hornet i bund. Overalt var der mennesker, sælgere, tiggere, motorcykler og aggressive busser. Og så var der køer.

Reglen i Indien er, at man stopper for sin overmand: Fodgængere stopper for rickshaws, rickshaws stopper for autorickshaws, autorickshaws stopper for biler, som stopper for lastbiler og busser. Og busser de stopper kun for 1 ting: Den hellige ko.

Efter en meget skeptisk dag, som testede vores tålmodighed og gåpåmod på det groveste, fandt vi dog byens pusterum. Byens tempel var et sted, hvor alle valfartede hen, når dagens arbejde var overstået. Midt i den travle, larmende by lå det fineste tempel a la Angkor - bare i Angkors tid (og så lidt mindre)!

Alt i alt gav det en god grund til vores lidelser - og så skyndte vi os ellers videre.

Pondicherry

Vi er lige nu i en by kendt som Pondicherry eller Puducherry (de fleste byer hernede har to navne - sikkert for at forvirre os stakkels turister mest muligt). Byen er en tidligere fransk koloni, så menuen står både på paté og coq au vin og dyr rødvin, så vi klarer os lige.
Derudover lykkedes det Anine og jeg at opdrive en vaskeægte grøn tuborg (!!!!) som vi delte til maden. Den var dog lidt dyr, så den kostede os hele 200 rupies ~ 17 kr for 750 ml hvilket var 2/3 prisen af en bøf - skrækkeligt!

Ellers så har vi idag fundet ud af hvor turen går hen næste gang. På torsdag (den 6. februar) har vi købt togbilletter til Thanjavur, en meget kendt for sine flotte templer (ligesom resten af byerne hernede). Det er åbenbart ikke en ordentlig by hvis den ikke har en samling World Heritage templer.

Ellers går livet roligt i selskab med en masse franskmænd og flere indere. Jeg går rundt og kysser lidt på en indisk-udseende ung pige (Anine har fået skræddersyet en såkaldt Churithas, så hun ligner efterhånden en vaskeægte inder). 

Mahabalipuram

Mahabalipuram er en lillebitte by samlet omkring en række World Heritage Templer. Det betyder, som med så mange andre internationalt anerkendte sights, at der er horder af turister. Så mange turister, at byen er skilt på midten - på den ene side bor inderne og på den anden side kan turister shoppe amok i indiske tørklæder til tredobbelt pris eller spise pasta (med oksekød og alt muligt!).
Turisthorder gør dog unægteligt også livet lidt lettere, så vi nød et par lette dage med pasta og sightseeing, hvor vi kunne søge udfordringer på "den anden side" og derefter begive os tilbage til den trygge turistzone.

Og så var de faktisk ret flotte de templer. De var alle skåret ud af klippen, og stod og tronede med små mønstre og kæmpe dyr, på selvsamme klippe som engang også omsluttede dem. Imponerende. Det blev vores første møde med indiske templer - vi troede faktisk de ville kunne konkurrere med resten!

Singapore

Singapore blev vores turs største modsætning:
Moderne. Ren. Nytænkende. Menneskeskabt.
Den var alt, hvad vi ikke havde set i Sydøstasien før - og alt, hvad vi igen skulle undvære i Indien.

Pludseligt befandt vi os i en moderne storby - en storby, der konkurrerer på verdensplan i arkitektur, etnisk mangfoldighed og menneskeskabte vidundere.
En storby, hvor vi utålmodigt måtte vente på lyssignaler, hvor man kunne forvente punktlighed i trafikken, og hvor man fik kæmpebøder for at spise i metroen. Meget mærkeligt firma.

"Det må være enhver arkitekts våde drøm"

Vores dage i Singapore bød på besøg rundt i forskellige etniske kvarterer som Chinatown og little india. De bød på skyline spotting og et besøg på Raffles hotel til en Singapore Sling. På programmet var også komodoveraner og tigerfodring i Singapores berømte zoo, og menneskeskabt natur.

Alt i alt et skønt afbræk.

Chennai

Vores første møde med Indien skete allerede i Singapores lufthavn.
Verdens længste kø af sari-klædte indiske kvinder, og mænd, der utålmodigt skubbede deres fladskærme op mod skranken, snoede sig gennem lufthavnen. Ved skranken blev vi mødt af et "I skal simpelthen til Chennai? På ferie?!" og i flyveren forstod vi hvorfor: Vi var de eneste ikke-indiske og tilsyneladende også de eneste, der ikke havde medbragt mindst én fladskærm. Derfor var vi heller ikke voldsomt overraskede, da piloten fortalte, at vi måtte omlægge ruten pga. overvægt og derfor kunne forvente lidt forsinkelser - oveni den halve time, det havde taget stewardessen at få samtlige indiske mænd til at laste deres kæmpe "hånd"baggage om i lastrummet.
Under et uventet stop i Trichy (hvor halvdelen af flyet og deres fladskærme bliver sat af), finder vi ud af, at Chennais lufthavn er under ombygning, og at vi missede tidsrummet, hvor det var tilladt at lande. Vi skal da vente halvanden time - påat kunne flyve - I flyveren.

Velkommen til Indien.

Af åbenlyse årsager besluttede vi os for, at vores første nætter i Indien skulle tilbringes væk fra kaoset, et sted hvor vi kunne anse Indien i ro og mag - det blev fra rooftop-poolen på luksushotellet Sommerset. Der nød vi to dage med køkken, vaskemaskine, steambath, sauna og pool - needless to say forlod vi ikke hotellet i de to dage.

Hanoi

Ikke at blive forvekslet med Hoi An. Hanoi er Vietnams hovedstad, og selvom det er en meget lille by, bor der omkring 7 mio. mennesker, som ejer 5 mio. scootere. Når man færdes i byen, tvivler man ikke på dette. Overalt er der scootere, der ræser om kap for at nå igennem krydset først, og som turist skal man være modig for nogensinde at krydse vejen.

Den centrale bydel har dog en kæmpe sø, som gør det godt som tilflugtssted - både for lokale og turister. Her er der mennesker døgnet rundt. De løber, fisker eller læser avis, og nyder lidt ro og de fine omgivelser.

Og så skulle vi selvfølgelig se en water puppet forestilling, som godt nok foregik på vietnamesisk, men som alligevel var en ret sjov oplevelse!