Ella

Ella blev vores første stop i de Sri Lankanske bjerge. Vi fik udfordret ålen med nogle hårnålesving, der gik stejlt op ad bakke. Omkring os faldt temperaturen i takt med at udsigten blev bedre og bedre: Dale, bjerge, rismarker i terræn, små lokale bondegårde og vandfald! Så fint!

I Ella havde de også turistmad - god turistmad! Første gang vi bestilte aftensmad, var vi næsten ved at begynde at græde, da der kom italiensk pizza og burger med oksekød(!) mod os! Så vi fik fyldt godt op på vores bøfkvoter og havde et par dejlige dage!

Vi var endda ude og vandre lidt, nu da vores energidepoter var fyldt op med mere end ris! 

Kataragama

Nærige, som vi er, besluttede vi os for, at safari var alt for dyrt for os. I stedet havde vi udset os et sted på kortet, hvor vejen går igennem en del af nationalparken. En glimrende mulighed for en minisafari i vores tuk tuk!

Fra Mirissa begav vi os derfor ud på eventyr for at finde den pilgrimsby, der skulle blive udgangspunktet. Som de fleste af vore tuk tuk-ture på Sri Lanka blev det en ret flot tur. Først kørte vi langs skvulpende bølger ved havet, og efter en overnatning i cabana under palmer på stranden fortsatte vi i mere frodige omgivelser.

Vores guidebog havde advaret os om, at byen uden for pilgrimssæson kunne være ret så stille - hvad der ventede os var nærmest en spøgelsesby. Alle hotellerne var helt tomme og sparede på belysningen, og når vi kørte igennem Hovedgaden - som ellers plejer at være livlige hernede, selv i den mindste flække - var der næsten ingen! Som alle religiøse byer, havde den selvfølgeligt også lidt ceremoni uden for sæson, og det blev vores første møde med "puja". En strømafbrydelse og voldsomme kirkeklokker mindskede dog ikke følelsen af mareridt.. Det gjorde til gengæld de køer, der hårdnakket gik efter offergaverne!

Næste dag blev vores første med voldsom regn på Sri Lanka. Vi bestemte os for ikke at prøve kræfter med tuk tuk'en i stormvejr, og holdt i stedet puttedag på hotellet. I løbet af dagen klarede det dog op, så vi tog på udflugt langs parken. Og sikke en udflugt.

Vi så nemlig aber, ørne og tonsvis af påfugle. Og pludseligt som vi rundet et hjørne, står der en elefant - midt på vejen! Heldigvis er der et par lokale, som viser stilen ved laaaangsomt at køre forbi elefanten, og vi bliver enige om at prøve det samme. Med mig bag rettet sniger vi os langsomt frem mod den. Den detalje, vi havde misset, var, at de andre smed ting ud for at distrahere den. Så da vi var lige ud for elefanten (halvanden meter fra dens hoved), blev den alligevel lidt nysgerrig - den stak simpelthen snablen ind i Tuk tuk'en!
Normalt er jeg ret glad for elefanter, men størrelsesforholdet mellem vores lille, åbne Tuk Tuk og dette kæmpe dyr var alligevel nok til at speederen røg i bund.

Vi stoppede så lidt længere væk og kiggede tilbage på elefanten. Kort efter kom en anden lokal kørende. Han stoppede bilen, rodede lidt rundt i handskerummet og med et "Elephant. Dangerous" affyrede han så fyrværkeri mod elefanten!

Vi speedede afsted - helt oppe at køre - både over Sri Lankaneren og elefanten.

Mirissa

I Mirissa fandt vi et lille guesthouse langt fra byens ellers meget turistede og larmende centrum. I vores lille frirum var vi omgivet af frugttræer - flere end jeg nogensinde har set! Papaya, stjernefrugt, avocado, ananas, osv. - meget meget fint (vi er jo nogle, der sætter pris på den slags).

Heldigvis var der noget for alle, og da nogle af os er lidt (meget) fascinerede af hvaler, var det ikke helt dårligt, at Mirissa tilfældigvis barber af verdens bedste steder at se blåhvaler. Vi udstyrede os med søsygepiller og kastede os ud i bølgerne. Og vi så masser af blåhvaler! Og blev søsyge!
Vi så også en hvalhaj, der svømmede helt tæt på båden - ret vildt! Alle på båden løb selvfølgeligt fra side til side for at se den, og hjalp ikke ligefrem på søsygen. Så det var med urolige maver men højt humør at vi vendte tilbage til fastlandet!

Desværre blev vores lille ting til at overføre billeder væk i Hikkaduwa, så nu får i kun kolde facts og ingen smukke billeder!

Hikkaduwa

Så gik rejsen videre fra vores hyggelige, lille homestay. Det føltes lidt hårdt at skulle forlade vores første nemme og rolige sted på Sri Lanka og kaste sig ud i det hårde backpackerliv igen. Ikke overraskende (hvis man kender nogle af personerne i følget) kom vi lidt sent af sted fra vores morgenmad, så frokost og en lille bog i solen. Da vi kom frem til Hikkaduwa, bestemte vi os derfor, at nu var det tid til kaffepause. Som klokken nærmede sig spisetid og mørke, faldt vi i snak med en sød Canadier og et dansk-schweizisk par - og pludseligt blev alt klaret for os! Parret havde lige været på en yderst vellykket hvalsafari i Mirissa og kunne dermed forære os vores næste destination og gode anbefalinger. Canadieren tog det tunge skyts frem: Han tilbød os at bo i sit hus - kvit og frit!

Huset viste sig at være rigtigt hyggeligt og ligge tæt på stranden og grænsende op af jungle. Om morgenen vågnede man til junglelyde og kunne så tage sit lille morgenbad udendørs, omkranset af passionsfrugtplanter. Køkkenet var veludrustet, der var vaskemaskine og fra terrassen kunne man følge med i de små abers hoppen fra træ til træ og nyde livet i fred og ro. Needless to say blev vi lidt tid...

Herfra tog vi til stranden og på marked, og endda en lille tur ind i landet med ålen. Canadieren Sep viste os rundt i nabobyens fort og kendte altid de bedste kaffebarer, hvilket man ikke var i tvivl om dømmende ud fra hans energiniveau. Han var altid oppe omkring kl 6, og inden vi stod op havde han drukket 5 kopper kaffe og kørt ethjulet cykel. Sød mand og dejligt sted.

Sri Lanka!

Sri lanka gav os en hård start. Høje priser, uendeligt lange ventetider og masser af besvær.
Ikke desto mindre bestemte vi os for at leje en Tuk-Tuk og køre rundt i en måned! Det er den bedste måde at se landet på, siger de lokale - så nu må vi se, hvordan det går os!

I den lille uges tid vi har været her, har vi været på stranden og sprunget i bølger, set en skildpadde "bondegård" og så er vi simpelthen begyndt at lave mad selv. Så det står på gourmet hver aften ;-)

Vi cruiser rundt i vores lille tuk tuk og finder små strande og hyggelige homestays. Pt. Bor vi hos en familie, der vist ikke er så vant til at have nogen boende, så mutter vil gerne snakke og ser nysgerrigt på, når vi laver vores "mærkelige" mad. I haven er der en stor terrasse (i skygge - thank god), hvor vi sidder og læser eller tjekker nettet omgivet af chilliplanter, mango- og banantræer.

Indtil videre er humøret højt og vi elsker allerede vores lille grønne ål!

Kochi

Kochi blev vores sidste stop i Indien. I en by, der var mere turistet og mindre spændende, fandt vi til gengæld verdens sødeste ægtepar med eget homestay. Doyal og Soffiya bød os velkommen med åbne arme og hjalp med alt, de kunne hjælpes med. Det var lidt som at besøge sine bedsteforældre, der havde masser af tid og lyst til både at lytte og fortælle - og da vores egne bedsteforældre er meget savnede, nød vi det utroligt meget!

Selve Kochi, eller Fort Kochi hvor vi boede, var ikke synderligt interesant, men et fint sted at være en dag eller to. Vi besøgte bl.a. en lille kryddeributik, hvor de inviterede os med ind bagved og gerne (rigtigt gerne) ville have taget billeder.

Vi bestemte os derefter for at tage på en lille todages udflugt til en strandby 45 km væk. Martin blev helt nostalgisk, da det gik op for ham, at vi kunne leje motorcykel - så vi susede derudaf og nød vores lille getaway uden store tasker eller besvær. Og sikke en flot tur det var!

Onsdag morgen tog vi så mod lufthavnen og nød vores sidste tur i Indien,  mens solen stod op.

Alleppey

I Kerala snor floderne sig i små labyrinter mellem palmer og jungle. Små skrøbelige huse ligger langs  flodbreden, mændene fisker og kvinder i farverige sarier vasker tøj i flodens grumsede vand.
Palmerne spejler sig i vandet, og små kanoer glider langsomt forbi.

Sådan en tur skulle vi selvfølgeligt også på - vi fravalgte de store houseboats, og tog i stedet på en kanotur, som kunne tage os rundt på de små floder. Det var fortryllende!

Varkala

Hedeslag. Aldrig har jeg oplevet varme, som vi fik den i Varkala. Efter en optimistisk nat på hotel uden pool eller air condition, måtte vi opgive og immigrere til luksushotel. Så var det til at klare varmen! Dagene gik stille og roligt med badning i poolen, masser af læsning, og gåture langs den imponerende klippevæg, der skrånende ned til havet. Et dejligt pusterum med vestlig morgenmad og andre turister - alt hvad vi flygtede fra i Vietnam, men som blev et hjerteligt gensyn efter Tamil Nadu.

Madurai

Efter templet besluttede vi os saa for, at Thanjavur simpelthen var en gennemfoert lorteby, og at vi naegtede at tilbringe laengere tid der, end hoejst noedvaendigt. Derfor sagde vi paent nej tak til kaotisk offentlig transport og hyrede en privat taxa der kunne koere os den 1 1/2 times koersel til den naeste by, Tiruchirappalli (eller det mere mundrette: Trichy).Prisen var uhoert dyr, ca. 10 gange saa meget som offentlig transport (~150 kr.)

Vi ankom saa til Trichy med det naive haab om en stille og rolig by, hvor der fandtes spoejse ting som vestlig morgenmad og dejlig nattesoevn. Men noej hvor blev vi skuffede. Trichy var en tro kopi af Thanjavur, bare 3 gange saa stor, med 3 gange saa meget larm...

Dette var naesten ikke til at baere for vores stakkels udkoerte kroppe og vores slatne moral. Humoeret var noget naer nulpunktet, og vi saa bestemt ikke frem til endnu en lang, soevnloes nat.

Naeste dag vaagnede vi op, stadig traette og startede den lange og deprimerende soegen efter spiselig morgenmad. Vi havde ellers udset os en fin restuarant dagen foer hvor de skrev at de serverede omelet. Det viste sig desvaerre at det var bestemt ikke noget de gjorde sig i - det var jo en vegatarisk restaurant. Vi var begge totalt uvidende om at vegetariske restauranter naturligvis ikke serverede aeg. Det ville jo vaere dybt maerkeligt!

Yderligt nedslaaede maatte vi saa istedet tage til takke med en ananas og to appelsiner......

Efter vores totale morgenmads fiasko, fandt vi os selv (endnu engang) i lidt af et tidspres, da vi var noedt til at forlade vores hotel, da de (selvfoelgelig) ikke havde nogen ledige vaerelser den naeste dag.

Og nu springer vi saa direkte til det hidtillige hoejdepunkt i vores snart to uger i Indien.

Paa hotellet moedte vi en vaeldig flink indisk mand, der var paa forretningsrejse/romantisk ferie med sin kone. Han tilboed os at koere os de 4 km fra vores hotel til togstationen for at finde et hotel der laa taettere paa denne, da vi alligevel havde en togbillet til den foelgende morgen (klokken usandsynligt tidligt). Det viste sig dog hurtigt at vaere laettere sagt end gjort. Februar er nemlig den store bryllupsmaaned i Indien, saa alle hoteller (selv de lusede og klamme) var totalt bookede. 

Efter tre-fire forfejlede forsoeg tilboed den usandsynligt flinke mand, Karthik, og hans kone Christina (som var den eneste vi tiltalte med fornavn thi "Karthik" er paent svaert at huske for os stakkels europaere) os saa et lift til Madurai - kvit og frit!!!

Vi blev selvfoelgelig utroligt glade, men ogsaa lidt akavede, fordi det var saa maegtigt paent en ting at goere at man let bliver lidt forfjamsket. Isaer naar de fyrer den kendte indiske talemaade af: "det er jo min pligt at hjaelpe folk, isaer i mit land. Desuden ved at at folk ville goere det samme for mig i deres land"...........................................

Naa, men den lidt over to timers koeretur til Madurai forloeb fuldstaendig smertefrit; det blev snakket og hygget og spist en meget autentisk indisk frokost ved en hovedvejs"restaurant".

Og saaledes slutter fortaellingen om hvordan vi kom fra Pondicherry til Madurai.

Madurai er sydens sjæleligt hovedstad, som efter sigende besad sydens flotteste tempel. Efter vores oplevelse i Thanjavur havde vi store forventninger!